Sprogets Opbygning

 

Esperanto er uden tvivl det enkleste sprog i verden.
Dets grammatik, som består af 16 regler, rummer ingen undtagelser.

På denne side kan du gå på opdagelse i sprogets enkelhed.

 

Sprogets struktur.


Esperanto er forbløffende nemt at lære!
At lære et nyt sprog kræver selvfølgelig en vis indsats. Alligevel er esperanto så meget nemmere end andre sprog, at man overraskes over at det kan lade sig gøre. At studere esperanto kan være en vældig succesoplevelse, selv for dem der ikke lærer det fuldt ud.
Her er nogle af de ting  der gør esperanto velegnet som første fremmedsprog:


Ordforrådet:

Ordene er så vidt muligt valgt blandt dem der er mest udbredt i verdens sprog i forvejen. En ord som fino (slutning) kender vi fra "finale", origino (oprindelse) fra "original" osv. Ord som stacio (station) og profesio (profession, erhverv) er heller ikke svære at genkende.
De internationale ord har selvfølgelig en vis slagside til fordel for nogle sprog og til ulempe for andre. Yderpunkterne er de romanske sprog og engelsk på den ene side, og på den anden side kinesisk, der næsten ikke har lånt ordformer fra andre sprog. Men det "byggeklodssystem" i orddannelsen og grammatikken, som omtales nedenfor, garanterer at alle har medbestemmelse i esperanto-sprogets udvikling, uanset hvor de kommer fra. Esperanto udnytter det eksisterende internationale ordforråd, men er ikke slave af det.


Lydsystemet:

Ordene udtales præcis som de skrives, og skrives præcis som de udtales. Trykket ligger altid på næstsidste stavelse: kon‑to,  sta-ci-o, me-lo-di-o. Lige som på spansk er der kun de fem vokaler a e i o u, der i alle sammenhænge udtales som i de danske ord var, ven, vi, mon, bud. U har sideformen Ŭ, der bruges hvor der ikke er tale om en selvstændig stavelse: aŭ-to, eŭ-ro.
Esperanto har flere konsonanter end dansk, for det forliger ordforrådets genkendelighed med skriftsystemet. F.eks. udtales sono (lyd) ikke helt som zono (zone, bælte), for Z'et er et stemt S. De andre ekstra konsonanter er C [ts], Ĉ [tsj], Ĝ [dzj], Ĵ [zj], Ŝ [sj], samt det sjældent brugte Ĥ. Gæt selv betydningen af ordene citrono, ĉefo, ĝeno, ĵurnalisto!
R (der helst skal være tydeligt rullende), Ĵ og Z er de bogstaver der især kan kræve en indsats af dansktalende. Til gengæld bruges QWXY slet ikke i esperanto: "symbolsk system" hedder simbola sistemo.
For at skrive ĈĜĤĴŜŬ på en computer skal man som regel bruge et tillægsprogram. For Windows anbefaler vi Tajpi (http://www.zz9pza.net/tajpi/en/). Når først det er installeret, kører det i baggrunden og fungerer i alle programmer.


Orddannelsen:

I esperanto er ordene ikke bare genkendelige, der er heller ikke brug for så mange af dem. Forstavelsen mal- betegner det modsatte: feliĉa lykkelig, malfeliĉa ulykkelig; rapida hurtig, malrapida langsom. Efterstavelsen -igi betyder "at få til at (være)", så rapidigi = speede op, malrapidigi = bremse ned.
Der er 10 forstavelser og 31 efterstavelser, der tilsammen giver et meget slankere, men lige fuldt funktionsdygtigt ordforråd. Lignende systemer findes i alle sprog, men ingen steder så konsekvent udnyttet som i esperanto. Således kan for- og efterstavelser også bruges som selvstændige ord, og alle slags ord kan frit sættes sammen til nye meningsfulde ord (såsom flagstango, der betyder … flagstang).
Grammatikken er enkel og kender naturligvis ingen undtagelser. Hver ordklasse har sin egen vokal i enden af ordet, f.eks.:
fini (at afslutte; udsagnsord i navnemåde ender på -i);
fino (ende, afslutning; -o beteger navneord);
 fina (afsluttende, endelig; -a = tillægsord); 
fine (til sidst, omsider; -e = biord). 
Også det slanker ordforrådet ganske gevaldigt.
Visse ting i esperantos grammatik kan umiddelbart virke overflødige. F.eks. kan dansktalende have svært ved at se det geniale i genstandsfalds-endelsen -n. Andet kan virke overforsimplet, som når vidis kan oversættes både med "så", "har set" og "havde set". Men ser man nærmere efter, kan det være at det ene opvejer det andet: 
La hundo ne vidis la knabon (hunden så ikke drengen). 
La hundon ne vidis la knabo (hunden så drengen ikke).
Desuden kan det der for en dansktalende føles helt naturligt, være noget af en udfordring for andre. Det bestemte kendeord hedder la og bøjes ikke (lige som engelsk the). Men mange sprog – russisk og polsk, for eksempel – kender slet ikke til kendeord! For russisk- og polsktalende kræver det altså virkelig en indsats at lære at indsætte la de rigtige steder. Genstandsfald falder dem derimod pærelet.
Hvorfor har esperanto så både kendeord og genstandsfald? Fordi man ellers ville være henvist til at forlade sig på ordstillingen – og reglerne for ordstilling er ikke blot ret forskellige i de forskellige sprog, de er også vanskelige at gennemskue og forklare! Det er altså ikke i enhver detalje at et "slankere" sprog i længden er lettere at lære at udtrykke sig på.
Det virkelig geniale i Zamenhofs værk er altså afvejningen af, hvor slankningen skulle føres helt igennem, og hvor den skulle holdes lidt tilbage. Det kræver stadig en indsats at lære esperanto til bunds, men vejen dertil er gjort så kort som mulig for så mange som muligt.

 

© 2017 Esperantoforeningen for Danmark - Dana Esperanto-Asocio / DEA.