Historik

Den første danske lærebog, skrevet af Christian Nielsen, udkom i 1890 i Flensborg, men forblev så godt som ukendt. I 1897 startede redaktør Toksvig den første danske esperantoforening i Nykøbing Sjælland. I 1904 udgav Fr. Skeel-Gjørling en lærebog og ordbog, dette var i høj grad medvirkende til udbredelsen af esperanto i Danmark.

På opfordring af den ivrige esperantist og ildsjæl Marie Schrøder stiftede man i februar 1908 landsforeningen Centra Dana Esperantista Ligo (CDEL) - den nuværende Esperantoforening for Danmark. Samme år i august afholdtes i København efterkongres for den 4. esperanto-verdenskongres i Dresden - med esperantos skaber L.L.Zamenhof som hovedgæst. Dette år stiftedes også Københavns Esperanto Klub, mens klubber stiftedes 1909 i Ålborg, Vejle, Randers og Århus samt Esbjerg i 1910.

L.L. Zamenhof i Kbh.

Den første verdenskrig var et hårdt slag for esperantobevægelsen, men i mellemkrigs- tiden bredte esperanto sig i Danmark takket være en naturmetode og undervisning af flere udenlandske lærere. I 1933-34 kunne man således registrere over 2000 personer, som deltog i kurser over hele landet. Så kom anden verdenskrig, og som følge deraf blev alle de bånd brudt, som knyttede den internationale bevægelse sammen. Man arbejdede i det skjulte for ikke at risikere, at aktiviteterne blev forbudt, i lighed med hvad der skete i andre lande. Efter krigen genoptog man energisk arbejdet for at genoplive bevægelsen. Især kurserne på den Internationale Højskole i Helsingør, organiseret af L. Friis, var meget populære. I 1948 stiftedes DEFA, Det Danske Esperanto Jernbaneforbund. I 1956, 1962 og 1975 var København vært for UEA's verdenskongresser.

De senere år fortsætter man, på trods af den manglende officielle støtte og den økonomiske konkurrence fra engelsk, at fastholde behovet i verden for et neutralt internationalt sprog, som kan bruges i alle livets forhold, såvel i litteraturen, som i politik og videnskab.